Microsoft har udviklet en pakke, kaldet Enterprise Mobility + Security (EMS), der består af forskellige teknologier, som kan skabe en langt bedre sikkerhed, især med den mobile måde de fleste af os arbejder på. Vi som brugere ønsker at kunne arbejde hvor som helst og når som helst, men hvordan følger sikkerheden med? Vores virksomheds data er naturligvis vigtige uanset hvilken virksomhed vi arbejder hos. Vi ønsker ikke at miste data eller få dem ødelagt, og vi ønsker ikke, at de havner hos IT-kriminelle eller hos vore konkurrenter. EMS-pakken består af 3 hovedkomponenter, som hver især skaber en robust styring af identiteter/adgange, data og mobile enheder.

Identitet og adgangsstyring – Azure Active Directory Premium

Der kan opsættes krav til, om en bruger(identitet) kan tilgå en applikation. Det kan ske ud fra, hvor brugeren befinder sig fysisk, hvilken enhed der benyttes, og f.eks. hvilket tidsrum det tillades. Samtidig kan der påtvinges en ekstra validering f.eks. via en SMS kode. Sidstnævnte er det, der kaldes for Multi-Factor-Authentification (MFA).

Data administration – Azure Information Protection

Få styr på virksomhedens dokumenter og e-mails og klassificer dem efter fortrolighed. Sæt dernæst regler op for, hvad der tillades. Det kan være, at I ikke ønsker at fortrolige dokumenter kan sendes ud af huset eller kopieres til eksterne lokationer. Denne løsning kan sættes op til at genkende CPR-numre og kontonumre og på den baggrund klassificere det og advare eller blokere for, hvis personen forsøger at sende eller placere denne information på ikke godkendte placeringer.

Mobil enhedshåndtering – Intune (MDM)

Få kontrol over virksomhedens smartphones, tablets, Windows PCer og Mac computere. Du kan sikre dig, at de altid har de seneste sikkerhedsopdateringer samt at de følger den sikkerhedspolitik, som virksomheden har fastlagt. Løsningen understøtter Bring-Your-Own-Device (BYOD), altså at medarbejdere kan komme med deres egen enhed, og så kan den opdeles i en privatdel og en virksomhedsdel, for ikke at blande arbejde og privatliv sammen på samme enhed.